Herunder har Bestyrelsen samlet en række forhold af den slags, som måske kan virke forstyrrende og frustrerende og være en kilde til uvenskab mellem naboer. Det er nogle forhold, som vi gennem tiden har fået flere spørgsmål til, og som vi har erfaring for, kan være udfordrende. Vi håber, at beskrivelserne her kan give et godt overblik, hvis man har brug for generelt at finde ud af, hvordan tingene er, men også hjælpe ift. konkrete konflikter, hvor det kan være rart at vide, hvilke regler og rammer, der eksisterer.
Grundejerforeningens bestyrelse har ingen myndighed og har ingen rolle at spille ift. nedenstående forhold. Vi kan i enkelte tilfælde mediere mellem stridende parter, men opfordrer generelt til den positive kontakt. Positiv kontakt handler om roligt at fortælle om, hvordan og hvorfor forholdene forstyrrer en, vi opfordrer til, at man ikke slår om sig med love og paragrafer og bestemt ikke med trusler, der endda kan få tingene til at eskalere.
Om medlemskab af Grundejerforeningen Højergaard
Der er tinglyst en forpligtelse om at være medlem af grundejerforeningen, så derfor er alle beboerne indenfor vores grundejerforenings område obligatorisk medlem og skal betale kontingent til foreningen, som fastsættes på generalforsamlingen.
Om havepasning
Man kan ikke bare lade sin parcel passe sig selv: I grundejerforeningens almindelige bestemmelser stk. 1 og 2 fremgår, at man ”skal holde sit hegn og sin parcel i forsvarlig stand” ellers vil grundejerforeningen lade det gøre for ejerens regning (https://www.hoejergaard.dk/vedtaegter/). Hvad det så vil sige i praksis står der ikke noget om, og i givet fald vil vi givetvis søge bistand hos kommunen.
Man må ikke afbrænde haveaffald, det er en generel regel og ikke bare hos os. Haveaffald skal enten afleveres ved kommunens afhentning af poser eller haveaffaldscontainer, ved at selv aflevere det på genbrugsstationen eller kompostere affaldet på egen grund.
Om græsslåning
Der er som sådan ikke faste regler for hvornår, man må slå græs. I de “almindelige bestemmelser” i grundejerforeningens vedtægter står: “Hækkeklipning, græsslåning samt anden støjende adfærd må ikke finde sted på tidspunkter, der er umiddelbart generende for de omkringboende”. Der er med andre ord lagt op til at gå i dialog med naboer, hvis deres adfærd er støjende. Det forholder sig anderledes ift. byggeri o.lign. da kommunen for dette har en forskrift: https://herlev.dk/erhverv/byggeri-miljoe-og-affald/miljoe-og-virksomheder/stoej-fra-virksomheder-og-bygge-og-anlaegsarbejder
Om hækkeklipning
Hegnsloven gælder alle typer hegn eller hæk. Hegn er i denne sammenhæng en fællesbetegnelse for den afskærmning mellem to grunde, der er placeret i eller langs skel. Det kan være fx hæk, plankeværk, rafte- og pilehegn, trådhegn eller havemure. Hegnsloven gælder ikke ydervægge eller gavle, selv om bygningen er placeret helt ud til skel.
For fælles hæk refereres således til Hegnsloven: http://www.hegnsloven.dk/lov.html
Har man fælles hæk med sin nabo i skel, har man fælles vedligeholdelsespligt for hækken. Man kan frit klippe den på egen side, så længe man ikke tager livet af hækken. Naturligvis må man ikke gå ind på naboens grund og klippe hæk. Man kan til gengæld ikke frit klippe hække i højden eller lade helt være med at bruge hækkeklipperen i toppen: Man skal med sin nabo sammen aftale, hvordan man klipper den fælles hæk. Ifølge reglerne i Hegnslovens § 18 stk. 3 kan man/naboen kræve, at fælles-hække klippes ned til 2 meter én gang om året.
Ved uenighed kan man – mod betaling – bestille et hegnssyn, der afgør retningslinjer og udgifterne til synet. Du skal kontakte kommunen for at få oplysninger om dit lokale hegnssyn (https://herlev.dk/borger/bolig-og-byggeri/hegnsyn). Hvis naboer er i tvivl om, hvor skellet går mellem deres grunde, er det ikke hegnssynet, men en praktiserende landinspektør, der må afsætte skellet og sætte skelpæle.
Om træer
Enkeltstående træer er ikke en del af Hegnsloven og er ikke omfattet af lovens bestemmelser.
Buske og træer, som ikke er en del af skellet og dermed ejes af den ene nabo (dvs. enkeltstående eller en række plantet minimum 1,75 meter inde på egen grund), må kun ejeren røre ved – det gælder også, selv om træerne skygger på naboens grund eller kaster blade og smågrene herned.
Man må ikke klippe i eller beskære naboens træer, heller ikke hvis de går ind over ens egen grund – der er dog tre undtagelser:
- Hvis grene vokser gennem det fælles hegn
- Hvis grene hænger så lavt, at man ikke kan komme til med sine havemaskiner (almindeligvis regnes med 2 meter) og
- Hvis grene udgør sikkerhedsfare – her skal hegnssyn dog inddrages først.
Hverken løv eller rødders vækst ind over naboens grund har man som træ-ejer et egentlig ansvar for – man må selvfølgelig ikke smide fx blade i større mængde over i træ-ejerens have eller foran hans indgang, selv om man bliver irriteret over, at man skal samle blade fra naboens træ op på sin egen grund..
Man kan altså almindeligvis aldrig tvinges til at fælde sine træer! Ikke engang vakkelvorne træer kan kræves fældet, det kan dog ske, hvis en domstol pålægger det, men det er meget sjældent, dog hvis et træ forårsager skader og træ-ejeren groft har forsømt at tage stilling til, at det kunne ske, kan denne dømmes til at betale skader. Dog generelt er det ens egen husforsikring, der må dække, hvis naboens træ vælter og laver skader på ens hus. Men hvis naboen altså vidste, at træet fx var råddent, og ikke har gjort noget, og man kan bevise det, så kan ens forsikringsselskab gøre regres mod naboens forsikringsselskab. Regres betyder, at ens forsikringsselskab kan få naboens forsikringsselskab til at betale udgifterne til at reparere skaderne på ens hus.
Efter den almindelige naboretlige regel skal en grundejer ikke affinde sig med ulemper fra naboejendommen, der går væsentlig ud over, hvad der efter kvarterets beskaffenhed og ejendommenes beliggenhed er rimeligt, og som grundejeren må være forberedt på. Der er tale om en helt konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde og der opereres med en ret bred ”tåle-grænse”.
Vi anbefaler at gå i positiv dialog med naboen om træer, der giver problemer. Kan en beskæring måske løse en del af problemet? Kan man eventuelt deles om udgifter til beskæring eller fældning? Invitér hinanden ind og kig på træerne sammen i nye vinkler.
Som det gælder for hækkeklipning kan man, ved uenighed, bestille et hegnssyn (se info under hækkeklipning).
Om støj
Opfattelse af larm og støj er meget individuelt. Vi har i grundejerforeningen ikke beskrevne regler for, hvornår og hvor meget der er rimeligt og opfordrer til at tage positiv kontakt til den pågældende nabo for fx at få lukket vinduer o.lign. Ofte hører vi, at naboer ikke selv har været opmærksom på, hvor meget deres larm har forstyrret.
I almindelighed vil lang tids larm, meget høj støj og larm ud på natten betragtes som uacceptabelt, så hvis ens tålmodighed bliver sat for meget på prøve, så fortæl det til den pågældende nabo. Hvis det ikke hjælper, kan du melde det til politiet, der ifølge Ordensbekendtgørelsen kan forbyde højtalere og musikanlæg, hvis de er til væsentlig gene for naboerne.
Det er en rigtig god idé at advisere naboer, inden man larmer fx holder fest – det kan man gøre direkte eller via vores Facebook-side. Det er altid godt at notere, hvornår festen slutter.
Hvad angår støj fra naboers varmepumper, skal man selv tage kontakt til naboen, Hvis dialogen med naboen ikke fører til en løsning, så kontakt Herlev Kommune. Kommunen kan så undersøge, om anlægget lever op til de gældende krav eller har behov for støjdæmpning.
I ekstreme tilfælde, fx brug af motorsav om aftenen eller natten, brug af larmende maskiner med gentagent, højt støjniveau, bør politiet kontaktes, da det er en overtrædelse af politivedtægten, men også i disse tilfælde, bør man kontakte den pågældende nabo først.
Ved bygge- og anlægsarbejde i Herlev Kommune skal en række regler overholdes, se: https://herlev.dk/media/11430/163_2013_39287_forskrift_for_miljoehensyn_ved_bygge_og_anlaegsaktiv.pdf.pdf_0.pdf
Her står blandt andet, at den almindelige arbejdstid i Herlev Kommune er:
- Mandag-fredag: 7-18
- Lørdag: 7-14
Hvis forskriften ikke kan overholdes, skal du kontakte Herlev Kommune.
Om solceller
Opsætning af solceller skal godkendes af kommunen og lokalplanen skal overholdes. Solceller kan uantastet godkendelse dog genere naboer pga. sol-refleksioner i glasset – på linje med refleksioner fra ruder, er der ingen regler, som inddrager dette. Solcelleanlæg er dyre og problemerne viser sig ofte først, når solcellerne er opsat, så det er svært at tage problemerne i opløbet. Som det er nu, er der ikke så meget at gøre i disse situationer, men man kan måske afbøde refleksionseffekten fra naboens solceller gennem beplantning i sin egen have. Man kan i øvrigt helt lovligt plante et stort træ, selv om det kommer til at skygge for solcellerne!
Om parkering
Ifølge politivedtægterne må en motor i et holdende motordrevet køretøj må ikke være i gang længere end nødvendigt – og højst i 1 minut.
Det er tilladt at parkere med to hjul på fortovet ved længdeparkering langs vej, når fortovet stadig kan benyttes. På offentlig vej har beboeren af huset ved vejstykket ikke fortrinsret, men vi kan opfordre til ved pladsproblemer, at man pænt spørger ejeren af bilen, der står parkeret ud for en, om vedkommende godt vil rykke den. Køretøjer over 3500 kg (lastbiler, busser, autocampere med videre samt motorredskaber og traktorer må i tidsrummet kl. 19.00-07.00 ikke parkeres i vores område. Campingvogne og trailere må være parkeret i max 24 timer på vejene jf. https://herlev.dk/borger/trafik-og-veje/parkering?fbclid=IwY2xjawGFx4BleHRuA2FlbQIxMAABHZJB_0xCE-4DWx32iNGssvtzLH99BE9FNV6lLsez1JfP3ii_m6GYA6M8-g_aem_ZfW4kVIop72IrqFUMXV2ZA
Henstilling af arbejdsvogne, containere o.lign. ifm. bygningsarbejde skal godkendes af kommunen, så oplever man i denne sammenhæng problemer, skal man kontakte Herlev kommune.
Om rotter
Hvis man ser en rotte – eller spor efter rotter på enten sin ejendom eller lige uden for denne, har man anmeldelsespligt til kommunen. Dette foregår via https://citizen.dw3.dk/bcb25b74-bc24-424d-af02-37af9bba0b0c. Der er ikke anmeldelsespligt over for andre dyr.
Om hundeluftning
Jf. Naturbeskyttelsesloven § 22 og Hundeloven § 3 skal hunde altid føres i snor i såvel grønne områder som på fortove, med mindre det drejer sig om hundeskove, dog er der åbning ift. luftning uden snor, hvis ejeren går med hunden og har fuld kontrol over denne, men hunden må altså ikke løbe væk fra ejeren og med fuld kontrol menes, at hunden forbliver ved siden af ejeren.
Det er forbudt at lade en hund færdes på private arealer, som besidderen af hunden ikke har brugsret til, hunden må heller ikke besørge op af en grundejers hæk. Grundejeren eller den, der har brugsret til det private areal, kan på forsvarlig måde optage eller fjerne hunden fra grunden. Vedkommende skal ikke betale erstatning, hvis hunden herved kommer til skade eller omkommer..!! (direkte citat fra Hundeloven § 3, Stk. 3). Denne del er også beskrevet i grundejerforeningens almindelige bestemmelser stk. 5 (https://www.hoejergaard.dk/vedtaegter/).
Det fremgår ingen steder i lovgivningen, at det er ulovligt at lade sin hunds hundelorte ligge på fortovet, i andres indkørsler etc. Men så alligevel: Ifølge Vejloven er det forbudt at efterlade affald på vejarealer, herunder fortove, og det gælder altså også hundelort. Og færdselsloven siger: “Der må ikke på vej henkastes eller efterlades noget, der kan være til fare eller ulempe for færdslen”. Der er også eksempler på, at der er udstedt bøder, men det er nok meget sjældent, at ordensmagten vil prioritere dette område. Kommunen, og i visse tilfælde politiet, kan ifølge loven fjerne hundens efterladenskaber for hundeejerens regning, hvis han eller hun ikke rydder op efter hunden.
Bestyrelsen anbefaler at indgå i dialog med hundeejeren, så vidt det er muligt: “Jeg vil blive glad, hvis du samler op efter din hund. Jeg synes nemlig ikke, det er særlig lækkert at skulle gøre det, og det er trods alt nemmere, når det er ens egen hund. Og så er du heller ikke med til at give andre hundeejere et dårligt ry.” Langt de fleste hundeejere er heldigvis ansvarsfulde!
Om katte
Katte må ikke færdes frit i naturen eller på andres parceller. Ejeren skal holde dem på sin egen ejendom. Dette fremgår af § 1 i Mark- og vejfredsloven, der siger, at ”Enhver er pligtig til på alle året tider at holde sine husdyr på sit eget”. I praksis er det svært at overbevise en udekat om, at den skal blive i ejerens have, så vi anbefaler, at man retter en venlig henvendelse til naboerne og hører, om det er okay, at katten nogle gange kommer på besøg, hvilket de fleste, nok vil synes er i orden.
Irriteres man over fritløbende katte må man ifl. reglerne godt indfange katten (der er eksempler på, at grundejere har brugt kattefælder – det er helt lovligt, så længe katten ikke kommer til skade) og derefter skal man underrette ejeren inden 24 timer. Hvis katten er mærket, men ejeren ikke kendes, skal myndighederne (politiet) underrettes inden 24 timer. Katte, som ikke er ejermærkede, eller som ikke afhentes inden fristen på 24 timer, bliver umiddelbart optagerens ejendom! Hvis ejerkatten ikke kan indfanges, anbefaler Jægerforbundet, at man kontakter politiet. Ødelægger en fritløbende kat noget i en have, er det ejerens ansvar.
Om affald
Kommunen har et regulativ angående affald, som man finder her: https://herlev.dk/Media/638234675229460471/Herlev%20Husholdning%2015-05-2023.pdf, her kan man læse om alle regler for affald, sortering og afhentning. Grundejerforeningen har ikke selv nogle regler for dette.
Om sne
Trods klimaændringer er der fortsat perioder med sne om vinteren. Hvad skal man som grundejer være opmærksom på?
Man har erstatningsansvar, hvis nogle pga. is og sne falder og slår sig ud for ens grund. Som grundejer er du forpligtet til at rydde sne fra fortovet foran din bolig samt andre færdselsarealer: Udkørslen, trapper, havegangen og andre steder, hvor der er færdsel. Samtidig skal du forebygge glat føre ved at strø grus, salt eller lignende. Du har også ansvaret for at fjerne istapper og snedynger fra taget, så forbipasserende ikke er i fare, når de færdes på eller uden for din grund. Man skal sikre, at der er ryddet og strøet grus eller salt mellem klokken 07:00 og 22:00 på hverdage og mellem 08:00 og 22:00 på søndage. Hvis det sner, mens grundejeren er på arbejde, skal man rydde sneen, når man kommer hjem. Man har som pensionist mulighed for at søge kommunen til at varetage opgaven og alle kan jo hyre andre til jobbet.
Bestyrelsen 21-02-2025